Transparent

De fem leveregler

På denne side kan du finde information om de fem leveregler, hvordan de er opstået, og hvorfor de er så vigtige at følge i det daglige møde med borgerne.

Alt inden for din radar er dit ansvar

Slip aldrig en borger, før en anden har taget over
Reagér, hvis der er brug for hjælp

Denne leveregel er inspireret af Tivolis '3-meterregel', som handler om, at medarbejdere i Tivoli har ansvaret for alt i en radius af tre meter. Det gælder uanset, om det er skrald, der skal samles op, gæster der har brug for hjælp til at finde vej, eller et barn der har slået hul på knæet. Oversat til vores praksis handler det om, at personalet aldrig skal slippe en borger før, at en anden har taget over. Samtidig er man altid forpligtet til at reagere, hvis der er en borger, som har brug for hjælp. Uanset om borgerens behov for hjælp er inden for personalets eget fagområde eller ej, så skal vi hjælpe borgeren med at finde det rette sted hen.

Det er borgerens plan/aftale

Borgeren bærer sin egen plan
Borgeren har én plan

Denne leveregel tager udgangspunkt i ”Min plan” udviklet til Kolding Kommunes sygedagpengeområde i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Vi ønsker at overføre princippet om, at borgeren altid udfylder og bærer sin egen plan. Samtidig skal vi arbejde for, at borgeren kun har én plan, også selvom borgeren modtager hjælp fra flere forskellige fagområder inden for kommunen.

Gå borgeren i møde

Reagér hurtigt
Tag det mundtligt
Lav en aftale

Denne leveregel er inspireret af en hollandsk model for klagesagshåndtering, som også Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen arbejder med gennem ”Styrket borgerkontakt”. Modellen bygger på, at når personalet får en indikation om, at en borger er utilfreds eller usikker, så skal man som ansat reagere hurtigt. Man skal tage mundtligt kontakt til borgeren og altid afslutte samtalen med at lave en aftale om næste handling. De hollandske erfaringer viser, at på denne måde stiger tilfredsheden blandt borgerne, og der bliver færre klager.

Tal et sprog alle mennesker forstår

Faglighed skal oversættes
Sæt fokus på det, der fylder for borgeren
Gør det enkelt og relevant

Denne leveregel handler om, at når personalet kommunikerer med borgerne, så skal de huske, at deres faglighed ofte skal oversættes. Borgerne forstår ikke mange af de fagudtryk og henvisninger til lovparagraffer, som er hverdagssprog for personalet. Der skal derfor arbejdes med at kommunens personale bliver bevidste om, når grænsen mellem det vi kalder fagland og borgerland krydses. Samtidig skal personalet arbejde med at kommunikere enkelt, og kun sørge for at inddrage borgerne i ting, som er relevante for dem.

Sæt fællesskabet i spil

Kommunen er sjældent hele svaret
Alle mennesker kan bidrage
Alle har brug for meningsfulde fællesskaber

Denne leveregel tager afsæt i en tro på, at alle mennesker kan bidrage med noget, og når de får lov til at bidrage, så vokser selvværdet. De fleste mennesker vil gerne være en del af samfundet på lige vilkår med andre mennesker, så derfor er det også vigtigt, at vi ikke ser kommunen som hele svaret på borgernes udfordringer og behov for hjælp. Vi skal tænke i at understøtte helhedsløsninger, der rækker ud i civilsamfundet.

Maalskiven-1-2-3-model-outline