Transparent
Værdighedsteknologi – større selvstændighed og en styrkelse af arbejdsmiljøet

Værdighedsteknologi – større selvstændighed og en styrkelse af arbejdsmiljøet

Brug af værdighedsteknologi kan gøre den enkelte borger mere selvhjulpen og give dem større selvstændighed, mens medarbejdernes arbejdsmiljø styrkes.

Frihed, værdighed og ressourceforbrug

Det er en velkendt problemstilling, at det er svært at sikre nok arbejdskraft i ældreplejen. Det samme er tilfældet i Kolding Kommune, og derfor arbejder vi aktivt for at sikre fremtiden på flere forskellige måder blandt andet ved at bruge vores ressourcer bedst muligt. En af de måder er brugen af værdighedsteknologi – eller velfærdsteknologi, som det også kaldes.

Værdighedsteknologi kan have flere fordele. En af fordelene er, at det kan være med til at sikre mere frihed og værdighed for borgerne. Det kunne for eksempel være et skylle/tørre toilet, så borgeren kan klare hele eller dele af toiletbesøget selv.

En anden fordel kan være, at hvor en opgave kræver to medarbejdere, kan samme opgave med brug af værdighedsteknologi løses af blot én medarbejder.

Den rette teknologiske løsning for borgeren

Brug af værdighedsteknologi kræver undervisning og øvelse, og det er ikke altid, at værdighedsteknologi er den rigtige løsning. Derfor skal vi altid tage udgangspunkt i Selvværd og Sammenhæng for at finde ud af, om brugen af værdighedsteknologi er det rigtige for borgeren.

På et af vores plejehjem har en beboer med demens brug for hjælp til at komme fra kørestolen over i sengen og omvendt. Her bruger medarbejderne forskellige hjælpemidler for at sikre en god oplevelse for beboeren og samtidig opretholde et sundt arbejdsmiljø med gode arbejdsstillinger.

Flytningerne fra kørestol til seng og omvendt har dog givet udfordringer og beboeren har været utryg, når han vendes i sengen for at blive klar til at blive flyttet med loftliften. Derfor kom læringspartner, Jane Beldringe, ud på plejehjemmet. Som læringspartner er en af opgaverne at undervise og understøtte social- og sundhedsmedarbejderne i, hvordan de bedst muligt varetager pleje- og omsorgsopgaver.

I første omgang observerer Jane, hvordan medarbejderne løser opgaven. Her ser hun en beboer, som er utryg ved de mange vendinger. Dertil er beboeren meget rum- og retningsforstyrret, som mennesker med demens ofte kan være. Beboeren griber derfor ud efter alting og spænder i hele kroppen, når han vendes. Morgenplejen og påklædning er derfor en lang proces, fordi han ofte skal overtales til at slippe ting og beroliges.

Efter sine observationer aftaler Jane med medarbejderne, at der fremover skal bruges en højdejusterbar hygiejne- og badestol, en såkaldt Carendo. Denne skal bruges, når beboeren skal vaskes og i tøjet om morgenen. Samtidig skal der monteres en Careturner på hans seng. En Careturner monteres under madrassen på sengen og kan blandt andet vende beboeren forsigtigt og har en kramme og vuggefunktion. Jane og medarbejderne aftaler, at Careturneren skal sættes til vugge-funktion en ½ time før, at de begynder på morgenplejen, så beboeren beroliges og stivheden i hans krop bliver mindre.

Værdighedsteknologi – større selvstændighed og en styrkelse af arbejdsmiljøet - carendo

En Carendo, som er en højdejusterbar hygiejne- og badestol.

Værdighedsteknologi – større selvstændighed og en styrkelse af arbejdsmiljøet - Careturner

En Careturner, som forsigtigt kan vende borgeren og som også har en kramme- og vuggefunktion.

Undervisning og øvelse

Jane kommer derfor til den sædvanlige morgenpleje og underviser medarbejderne i, hvordan de skal bruge Carendoen. Medarbejderne lærer samtidig nogle nye teknikker, når de skal vende beboeren og metoder til at berolige ham. Når han vendes får han for eksempel en dyne i favnen, som han kan holde fast i, i stedet for at gribe ud efter alting. Når han sidder i Carendoen, har han en bamse for at give tryghed.

Efter en periode hvor medarbejderne har brugt Carendoen, Careturneren og de andre teknikker, som Jane har lært dem, har medarbejderne formået at forbedre morgenplejen for beboeren. Hvor det før var en langsommelig proces, hvor beboeren var utryg ved vendingerne, er det nu en beboer, som er glad og afslappet under morgenplejen. Han har stadig dynen i favnen under vendingerne, men han behøver ikke længere bamsen, når han sidder i Carendoen.

Om processen siger Jane:

Jeg er megaglad for resultatet. Medarbejderne har virkelig rykket sig. De er opmærksomme på at give ham tid, og beboeren er glad og afslappet under hele processen. Det viser virkelig, hvordan de rette teknologier og en medarbejdergruppe, som løfter i flok, kan gøre en stor forskel. De har både sikret beboeren en tryg og god oplevelse, men også sikret sig selv et bedre arbejdsmiljø.

Jane Beldringe, læringspartner

Dette eksempel viser, hvordan værdighedsteknologi både kan være med til at sikre en bedre pleje, men også være et hjælpemiddel for personalet i at understøtte de behov, som den enkelte borger har. For selvom Carendoen og Careturneren i dette tilfælde viste sig at være den helt rette løsning for at give beboeren en tryg og god oplevelse, så havde det samme måske ikke været tilfældet for en anden borger. Derfor må vi altid være nysgerrige på, hvad der er på spil, og hvordan vi kan finde den rette løsning med de behov og udfordringer der er.

Jane Beldringe

Vil du vide mere?

Jane Beldringe
jbel@kolding.dk
79 79 23 78