Kunstspor. Sådan hedder et samarbejdsprojekt mellem Kolding Kommune og kunstmuseet Trapholt. Et projekt, hvor unge med særlige behov i løbet af fire uger besøger kunstmuseet i alt otte gange.
Meningen med Kunstspor er, at de unge gennem mødet med kunsten skal blive klogere på sig selv. Under hele forløbet, er deltagerne guidet af Karen Bech, der er formidlingsansvarlig på Trapholt. I øjeblikket er det unge fra STU-uddannelsen (Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse), der deltager i kurset. Gennem ”slowlooking”, tegne- og maleøvelser og snakke om, hvad de ser og oplever i et kunstværk, går de på opdagelse i kunsten – og i sig selv.
Nanna Hevring Troulsen, der underviser de unge på STU – og selv deltager, når de unge er på Trapholt - er slet ikke i tvivl om, at timerne på kunstmuseet virker. Og virker efter hensigten:
”Ugerne på Trapholt udvikler eleverne – også socialt. Jeg har set venskaber opstå mellem elever, der ellers ikke havde noget med hinanden at gøre, fordi de pludselig viser sider af sig selv, de ikke viser på skolen. Der er ingen tvivl om, at eleverne åbner sig mere her, end når vi for eksempel har matematik på STU. På Trapholt koncentrerer de sig på en anden måde. Og det er tydeligt, at de tager det at koncentrere sig med tilbage på CSV. Jeg kan i hvert fald mærke at positiv udvikling i løbet af ugerne på museet,” fortæller Nanna, og giver et konkret eksempel på, hvad forskellen på før og efter Trapholt kunne være:
”Eleverne taler højere og har et mere åbent kropssprog, når vi er på Trapholt. For når de er i kunsten, glemmer de deres mobiltelefoner og deres attituder – så er de bare sig selv og giver plads til andre. Det betyder, at eleverne fåret andet fokus, end når vi er på skolen og arbejder med en faglig opgave. De vokser – både menneskeligt og faglig, er mit helt klare indtryk.” forklarer Nanna.
Hun oplever, at eleverne får en anden tryghed i, at være dem selv, når de arbejder med kunst:
”På Trapholt prøver de at dele oplevelser og følelser med andre. De fortæller om deres inderste. Og lærer, at det er ok at være forskellige. Jeg tror, at oplevelse af, at være ”en almindelig ung” på museum er vigtig for dem. Det giver ro at opleve, at man kan fungere lige så godt som andre i en ”normal” verden. Så jeg håber, det rykker ved deres opfattelse af, at de er anderledes,” siger Nanna.
Min menig er god nok
Nannas ønske om, at de unge også oplever en forskel på før og efter Kunstspor, virker til at være opfyldt. I hvert fald kan eleverne godt selv mærke, at der sker noget med dem, når de bruger tid på hinanden og på kunst.
”Vi øver os i at blive i noget. Fx når vi maler med akvarel – det kan jeg godt lide. Det er også fedt at komme ind i et rum med kunst, som man har været i før – så kender man det og er tryg. Jeg slapper af her (på Trapholt, red.). Det er som en lang koncentrationsøvelse, hvor det man koncentrerer sig om er spændende.” fortæller Nana, der er STU-elev.
Hun bliver bakket op af Villads, der som Nana er enormt glad for forløbet:
”Jeg kan godt lide, at der ikke er noget, der er forkert af det man siger, eller det man oplever. Når Karen spørger, hvad vi ser i et værk, er det altid forskelligt, hvad vi ser. Det er godt, at man kan komme med sin egen mening. Og at den er lige så rigtig som de andres,” fortæller Villads, der godt ved, hvordan Kunstspor virker på ham:
”Når vi er færdige på museet, er jeg altid mere glad, end da jeg kom. Jeg er på en måde lettet – jeg får sådan en let følelse inden i. Så det gør noget positivt ved en. Måske er det fordi, jeg bliver mere sikker på, at det er ok, at jeg har en holdning til noget og de andre har en anden holdning og at begge dele er ok. Det er en god oplevelse at snakke med de andre om kunst og finde ud af, at vi godt kan snakke sammen og respektere hinanden, selv om vi ikke er enige”.
Alt er lige rigtigt
Karen Bech er formidlingsansvarlig på Trapholt. Siden 2018 har hun arbejdet med at formidle kunst til sårbare borgere. Forløbene med eleverne fra STU er et af flere forløb, hvor hun – hvad enten deltagerne er langtidssygemeldte med angst, depression eller stress, ledige, unge med særlige behov eller udfordringer – altid bruger samme metode. Slowlooking, altså at se langsomt – og længe på noget.
En metode, hun også bruger onsdag og fredag, når kunstsporeleverne indtager Trapholt, og som hun kan se, giver de unge tid til at mærke efter i sig selv – og tør stå ved og fortælle, hvad de føler.
”Forleden så vi på et værk med ænder på havet. En af de unge fortalte, at billeder mindede om en flugt over middelhavet. En flugt, hvor alt for mange mennesker var samlet i en alt for lille båd. Eleven så stormvejr, fare og noget uhyggeligt. Bagefter fortalte en anden elev, at han så sammenhold og solidaritet i maleriet af ænderne. Og begge dele er lige rigtigt. Det er den lektie, jeg håber at kunne være med til at lære de unge gennem Kunstspor. For de er både kloge og modige, når de deler oplevelser om det kunstværk, vi arbejder med. De tør stå ved deres egne mening, selv om den er helt anderledes end de andres.”
Karen er ikke et eneste sekund i tvivl om, at kunst kan noget andet i virkeligheden i forhold til den mobile kunst, de unge kan møde på deres telefoner eller computere:
”Kunst er vigtigt for mennesker. Det giver en vinkel på livet og refleksioner over eget liv og samfundet. Det gør en mobiltelefon ikke på samme måde. En mobil er ikke stoflig eller flerdimensionel. Derfor pirrer den heller ikke så mange sanser, som kunsten gør, når man møder den i virkeligheden. Derfor oplever jeg også, at de unge glemmer deres telefoner, når de er her. De bliver nysgerrige, åbne og nærværende. Kunst kan skabe et magisk rum og åbne op for dialog, hvis man tør være ærlig og fortælle, hvad man selv oplever ved kunsten. Og det tør de her unge.”
Selv om Karen har arbejdet professionelt med kunst i årtier, er hun ikke i tvivl om, at hun stadig kan lære noget af at være sammen med mennesker, der ikke er trænede museumsgæster og kunstforbrugere.
”Jeg elsker at være sammen med de unge, og det er enormt interessant at få deres vinkler på kunsten. Timerne med de unge giver mig mulighed for at se kunsten gennem andres øjne. Jeg ser det også som en gave at være med til at udvikle de unge og se hvordan de vokser gennem et forløb. For det gør de – og det gør jeg,” mener Karen.
Hun oplever, lige som underviseren Nanna, at forløber rykker de unge:
”Jeg er ikke psykolog og slet ikke terapeut. Men jeg ved noget om kunst og om at formidle kunst, og jeg kan se på de her unge, at de lærer af hinanden og om sig selv gennem et forløb som det her. Et museum er ikke en nulfejlskultur, så når vi selv tegner og maler, må vi gerne lave noget, der ikke er perfekt. Kunst er jo ikke perfekt for alle.”
Turist i en drømmeverden
De unge er da heller ikke lige vilde med al kunsten. Nogle ting tiltrækker nogen, mens det ikke siger andre noget som helst. Én ting er de unge dog enige om. At de nyder timerne på Trapholt.
”Det er megagodt. Da jeg hørte om det (Kunstspor, red.), var jeg lidt skeptisk, men det er drømmeverdenagtigt at gå rundt mellem alle de forskellige ting,” fortæller en af eleverne.
”Jeg kan bedst li bare at gå og se. Som en turist, der oplever alting for første gang,” reflekterer en anden.
Eleverne er også enige om, at besøgene giver noget, som de ellers ikke har som spidskompetence – nemlig indre ro:
”Jeg bliver rolig af det – behagelig stille. Det er jeg ellers ikke god til,” fortæller en eleverne smilende efter hun har rejst sig fra 15 minutters slowlooking på et af værkerne i særudstillingen ”Feel Me”.