Mød Thomas
I denne fortælling skal du møde Thomas.
Thomas er 52 år og bor på Marielund, som er et socialpsykiatrisk bosted i Kolding Kommune. Gennem livet har han mødt modstand og udfordringer, men hans vilje og lyst til at bidrage bragte ham til køkkenet på Sundhedscenter Kolding, hvor han har arbejdet frivilligt i snart to måneder.
Vi har alle brug for fællesskaber
En af levereglerne i Selvværd og Sammenhæng hedder ’sæt fællesskabet i spil’. Her arbejder vi ud fra, at alle mennesker kan bidrage, og at alle har brug for meningsfulde fællesskaber. Det ved Thomas om nogen. Men Thomas venter ikke bare på, at nogen gør noget – han gør det selv.
Selvom han har haft det svært i skolen, ikke fået en uddannelse, haft et misbrug og været hjemløs i en periode, så har Thomas nu fundet stabilitet i sit liv. I de år han har boet på Marielund, er han blevet støttet til at klage dagligdagen og få hverdagen til at hænge sammen, og det har givet ham overskuddet til at opsøge andre fællesskaber.
Man får ikke noget, hvis man ikke spørger
Derfor kom han forbi køkkenet på Sundhedscenter Kolding en dag og spurgte, om de ikke kunne bruge ham til et eller andet. Han har erfaring med at arbejde i et køkken fra hans ungdom, og har også tidligere hjulpet til i køkkenet på plejehjemmet Olivenhaven i Kolding før Covid-19 satte en stopper for det.
Det er ikke første gang, at Thomas er kommet i arbejde på den måde. Fordi han ikke har uddannelse eller er boglig stærk, har han altid ’banket på’ og spurgt, om man ikke kunne bruge ham til et eller andet. For det personlige match er også vigtigt for Thomas, og det mærker han ret hurtigt, når han mødes ansigt til ansigt med potentielle arbejdsgivere.
Derfor tog køkkenpersonalet også hurtigt imod Thomas tilbud, og han kommer nu et par timer tirsdag og torsdag og giver en hånd med. Han hjælper bl.a. med at skrælle kartofler og gulerødder, vaske op, pakke knækbrød, og hvad der nu ellers er af opgaver.
”Jeg vil bare være Thomas”
Men det er ikke arten af opgaver, som er vigtigst for Thomas. Det vigtigste for ham er, at han kan komme og ’bare være Thomas’. Ikke være sine psykiske udfordringer, ikke være den tidligere misbruger eller den tidligere hjemløse. Bare Thomas.
Det fristed finder han i køkkenet på Sundhedscenter Kolding.
Men hvad så med fremtiden? Her håber Thomas på, at han kan finde et job, hvor han kan bruge sine evner, men som også tager højde for hans udfordringer. Når det er på plads, vil han gerne flytte fra Marielund og i sin egen lejlighed.
Vil du vide mere?
Bente Kær
beped@kolding.dk
79 79 19 63