Transparent
Er der mad nok?

Er der mad nok?

En beboer på et plejehjem kunne ikke finde ro om natten og stod flere gange op for at kigge efter mad i køleskabet. Personalet lavede en borgerkonference for at finde ud af, hvordan de kunne afhjælpe hendes natlige uro.

Gå borgeren i møde

Gå borgeren i møde er en af de fem leveregler i Selvværd og Sammenhæng. Men hvordan kan vi gøre det? Det kan du læse et eksempel på her.

Det er fortællingen om en ny beoer på et plejehjem i Kolding Kommune, som har en demensdiagnose. Hun sover uroligt om natten og vågner flere gange, hvor hun står op og går ud og kigger i køleskabet i fællesrummet. Personalet oplever, at hun har svært ved at finde ro.

De reagerer hurtigt, og går borgeren i møde, da de får en indikation på borgerens usikkerhed og uro. Helt konkret laver de en borgerkonference, hvor de ser på kvinden ud fra Borgerens Centrum for at finde ud af, hvorfor hun gør, som hun gør. De bruger bl.a. deres viden om hendes livshistorie for at prøve at forstå hendes handlinger.

Personalet finder frem til, at kvinden er vokset op i trange kår i en stor børneflok, hvor der ikke altid var mad nok til alle. I sit voksenliv blev hun enke i en ung alder, og skulle forsørge sine børn selv.

Et perspektivskifte

Med den viden i baghovedet lavede personalet et perspektivskifte og prøvede at forestille sig, hvordan kvindens demensdiagnose måske havde resulteret i, at hun havde skruet tiden tilbage. Hendes tanker, bekymringer og forestillinger fra hendes barndom og tid som ung enke var måske vendt tilbage? Måske var hun bekymret for, om der var mad nok til næste dag?

Personalet besluttede sig derfor for at fylde køleskabet i hendes lejlighed med smurt brød, drikkevarer og lignende og viste hende køleskabet flere gange. Kvinden kunne ved selvsyn se, at der var mad i hendes køleskab.

Efterfølgende stod kvinden stadig op om natten for at tjekke køleskabet, men hun kiggede kun i køleskabet i sin egen lejlighed og fandt derfor hurtigt tilbage i seng.

Efter et stykke tid er hun stoppet med at stå op om natten for at tjekke køleskabet, for nu ved hun, at der er mad nok.

Vil du vide mere?

Ingrid Dinesen
indi@kolding.dk
79 79 43 96