Blandt de bedste til at hjælpe udsatte børn og familier
Børnefamiliehuset i Kolding Kommune er blandt landets allerbedste til håndteringen af udsatte børn og familier, og derfor er de VISO-specialister.
At være VISO-specialist vil sige, at man er en del af en enhed, som landets forskellige kommuner kan kontakte, når de har behov for ekstra hjælp og støtte i bestemte sager. Det er som sådan ikke noget nyt, at Børnefamiliehuset er rigtig dygtige og anerkendte for deres arbejde – for statussen som VISO-specialist har de haft siden 2016.
Geografiske, historiske og kulturelle barrierer
Men alligevel var den sidste opgave lidt ud over det sædvanlige, for her var det ikke i de vante rammer med en køretur til en anden kommune og et andet dagbehandlingstilbud. I stedet var det på med den varme jakke og en tur i flyveren til Grønland.
”Vi blev hurtigt klar over, at vi som danskere forstår meget lidt af hvilke geografiske, historiske og kulturelle barrierer den grønlandske centralrådgivning møder i deres arbejde,” siger Jette Korsgaard, der er leder i Børnefamiliehuset, som sammen med Hanne Christiansen var i Grønland.
Designtænkning og Borgerens Centrum kom til Grønland
For at kunne forstå det bedre brugte man derfor et af de værktøjer, som er helt centrale i Kolding Kommune – nemlig designtænkningen.
”Vi har begge erfaring med design og designledelse, så derfor blev denne tilgang et naturligt valg. Efter vores opfattelse hjælper designmetoden løsninger godt på vej, og det giver deltagerne en stor mulighed for ud fra eksisterende viden at vælge de rigtige løsninger. I Børnefamiliehuset falder det os naturligt at tænke Borgerens Centrum, og denne tænkning tog vi med os til Grønland og tog sammen med grønlænderne udgangspunkt i barnets centrum,” siger Jette Korsgaard.
De grønlandske kollegaer tog godt imod designtænkningen og beskrev, at de fik lagt et ekstra lag på deres eksisterende viden og faglighed. Da arbejdet var færdigt, var der udarbejdet fem konkrete handleforslag, som fremover kan anvendes for bedre at styrke og understøtte arbejdet med børn og unge, der er i risiko for at blive udsat for et overgreb.
”Selve det at arbejde ud fra en designtænkning var nyt for grønlænderne, og de var meget begejstret over tænkningen og tilgangen til at udvikle social service ud fra dette mindset.” siger Jette Korsgaard.
Vil du vide mere?
Jette Korsgaard
jeko@kolding.dk
79 79 28 55