Transparent

Tættere På

For alle mennesker der beder om hjælp, er der noget fuldstændig fundamentalt afgørende i at blive lyttet til og forstået. Oprigtigt lyttet til. At mennesket over for dig gør sig umage for at få indsigt i det hele billede. Nysgerrigt og respektfuldt. At vedkommende tager sig tid til at være til stede.

Ofte er det en svær beslutning at række ud, og nogle gange er det ikke vores egen beslutning at bede om hjælp. Det kan være en sårbar situation, en pludselig, uforudset ændring i livet, en snigende svaghed der bliver for stor, eller måske en utryghed der vokser. Uanset årsagen er det vores fornemmeste opgave som velfærdssamfund at stå med åbne, stærke arme og være klar til at tage imod med lige dele ansvar og omsorg.

Det gør vi allerede godt, og netop derfor er vi forpligtet til at gøre det endnu bedre. For hver henvendelse, hver livssituation og hvert menneske bag er unikt, og derfor skal vi i fællesskab blive endnu bedre til at opdage og forstå, så vi på et oplyst grundlag kan skabe meningsfulde, individuelle løsninger sammen der batter. Men det forudsætter en ting – at vi kommer tættere på.

Når et menneske står og kigger ind på en kompleks organisation, som en kommune jo er, så kan der opstå en stor distance. Et ’dem og os’, et ’behov’ og en ’ydelse’, en modtager og en bevilliger. Her ønsker vi, at relation, åbenhed og sammenhæng er de afgørende faktorer, der fjerner den afstand og reelt bringer os tættere på hinanden.

Intet menneske skal opleve at bede om hjælp og ikke blive lyttet til og forstået. Intet menneske skal stå tilbage med en oplevelse af ’Hvem har mig’. Og intet menneske skal opleve, at vi taler et sprog, de ikke forstår. Vi skal hele tiden lede efter de unikke, meningsfulde løsninger, der fastholder og styrker selvværd og komme tættere på den dialog, de arbejdsgange og det samarbejde, der skal til.

Derfor vil vi tættere på. Tættere på de mennesker vi hver dag går på arbejde for. Tættere på den kollega jeg endnu ikke har mødt. Tættere på den organisation der rent faktisk formår at stille spørgsmål, før den giver svar. Tættere på selvværd og sammenhæng – i alt hvad vi siger og gør!

Lena gade (billede)

Vil du vide mere?

Lena Gade
lenga@kolding.dk
79 79 61 45